Denne artikel undersøger, hvordan afroguyansk ret til land med afsæt i en konstruktionaf oprindelighed fortolkes som et spørgsmål om erstatning for slaveriblandt efterkommere af slaver i den guyanske erstatningskomité i Georgetown,Guyana. Hvor selvidentificerede amerindianere, oprindelige folk i Guyana, hidtilhar haft fortrinsret til landerettigheder på baggrund af indfødt status i landet, erdet særlige ved komitéens krav til land i et lovforslag om en African Land RightsAct, at den udfordrer oprindelige folks eksklusive ret til land i Guyana. Artiklener baseret på dele af det etnografiske materiale, forfatteren har indsamlet underet 18 måneders feltarbejde, hvor hun blandt andet interviewede medlemmer afden guyanske erstatningskomité samt juridiske rådgivere om konstruktionen afen African Land Rights Act. Gennem en analyse af oprindelighed som noget, manbåde kan være („indigenous“) og gøre („indiginize“) i postkoloniale nationalesammenhænge, viser forfatteren, hvordan love og politikker, der er vedtaget ogimplementeret under den britiske koloniale administration i Caribien, er delagtigei en historisk administrativ forsømmelse af racialiserede grupper i tidligere kolonistater.Forfatteren argumenterer for, at det transatlantiske slaveri ikke blot varet frihedsovergreb på det enkelte menneske, som blev slavegjort, men også etovergreb på det oprindelighedsforhold, som det menneske havde til det land, detbeboede, og ikke mindst den retlige status, som dette forhold senere skulle visesig at kunne muliggøre. Det forhold skaber et restparadoks i international ret ognational ejendoms- og arveret i dag, som bliver særligt fremtrædende i postkolonialeog postslaverisamfund hvor fordelingen af rettigheder til land blandt andetafhænger af, at man kan hævde adgang til indfødt status. Søgeord: international ret, oprindelighed, race, erstatningsret, postkolonialisme