Begreberne profession og tvaerprofessionelt samarbejde har spillet en central rolle i de senere års uddannelsesreformer. Med afsaet i Ove Kaj Pedersens argument om, at der sker et skift fra velfaerdsstat til konkurrencestat, belyser artiklen, hvordan professionernes autonomi svaekkes gennem staerkere styring, og hvordan tvaerprofessionelt samarbejde samtidig giver stat og kommuner mulighed for at finde fleksible løsninger, når styringssystemerne kommer til kort. Med eksempler fra antropologiske deltagerobservationer viser forfatteren, hvordan professionelle på forskelligvis i praksis tilpasser sig til konkurrencestatens komplekse krav, og hvordan det bliver stadigt vanskeligere for de professionelle at opretholde en faelles professionsetos. "Tvaerprofessionelt samarbejde"Begrebet tvaerprofessionelt samarbejde er et forholdsvis nyt og ubeskrevet faeno men, som indtager en central rolle i nyere diskussioner af professionernes arbejde og udvikling. Det er selvfølgelig ikke nyt, at mennesker med forskellig faglig og institutionel baggrund arbejder sammen. Men som begreb har tvaerprofessionelt samarbejde en bestemt betydning. Det er ikke kun en anden måde at betegne samarbejde mellem professioner. Det har en helt saerlig politisk historie.I denne artikel undersøges tvaerprofes sionalisme med afsaet i begrebets tilblivelseshistorie for at vise, hvordan tvaerprofessionalitet ikke bare handler om samarbejde, men nøje knytter an til bestemte former for politisk styring, som også har konsekvenser for samarbejde i praksis. Hensigten er således at vise,

No abstract

No abstract

No abstract

Based on an ethnographic fieldwork in the municipality of Tønder, Denmark, this article addresses what it means to grow up far from the major centres of education, but subject to explicit expectations to every young person of the need to take education. The massive focus on education affects the individual's self-perception and experiences of local opportunities and limitations as well as the life-forms and social cohesion that forms the base of provincial communities. The article focuses on undesirable implications of the ’education-imperative’, yet also argue that schools and educational institutions can help to counter some of the challenges that people in the provinces face by the development of a more place-sensitive educational approach.