Brugerorienterede velfaerdsteknologier i aeldreplejen, som har til formål at gøre aeldre mere selvhjulpne og dermed opnå livskvalitet, er blevet en del af det politiske svar på at imødegå udfordringer med et stigende antal aeldre, et øget pres på offentlige budgetter samt mangel på medarbejdere i aeldreplejen. I denne artikel undersøger vi, hvordan brugerorienterede velfaerdsteknologier i praksis understøtter livskvalitet for aeldre, der lever med demens og bor i plejebolig. Empirien til undersøgelsen blev indhentet gennem et deltagende observationsstudie og interviews på to danske plejecentre i to kommuner, og analysen af empirien har ført til temaerne: "Frihed til at komme ud med GPS" og "Tryghed og socialt samvaer med dukke og PARO-sael". Artiklen belyser, hvordan anvendelse af de brugerorienterede velfaerdsteknologier ved ureflekteret brug i praksis kan risikere at overse og ignorere den aeldres individuelle sårbare livssituation. Endvidere viser analysen, at de brugerorienterede velfaerdsteknologier skaber nye pleje-og omsorgsopgaver, der må tages alvorligt, hvis brugerorienterede velfaerdsteknologier til aeldre, der lever med demens i plejebolig, skal understøtte et begreb om livskvalitet forstået som både individuelt og baseret på faellesskab og funderet i den aeldres erfaringer, vaerdier, interesser og behov.

No abstract