No abstract

Samfund, nr. 22,[5][6][7][8][9][10][11][12][13][14][15][16][17] Brugerinddragelse er på alles laeber i sundhedsvaesenet. Det står nedskrevet i hospitalernes vaerdiformuleringer, der bliver afholdt temadage og konferencer om patientinddragelse, der er øget politisk fokus på emnet, og både ledelse og frontpersonale naevner inddragelse som en afgørende kompetence i arbejdet med patienter (Jønsson et al. 2013). Men hvad ligger der egentlig i et så bredtfavnende begreb og hvorfor denne pludselige popularitet? Inden for sundhedsområdet er en dominerende forståelse, at brugerinddragelse er en social reaktion på en paternalistisk tradition. Kernen i denne udlaegning er, at det indtil for nogle årtier siden var normen i sundhedsvaesenet at betragte laeger som alvidende eksperter, der forventedes at traeffe beslutninger på deres patienters vegne ofte med meget lidt eller slet ingen input fra patienterne eller deres pårørende. Patientens eneste opgave var at demonstrere tillid til laegens kompetencer ved lydigt at følge dennes anvisninger, men blev ellers holdt fri for øvrige krav og forventninger. Øko-nom Erik Riiskjaer argumenterer for, at den paternalistiske model stadig spiller en vigtig rolle i den kliniske praksis, fordi den gennem år er indlejret hos både