Med udgangspunkt i hashtag-aktivisme, som bruger udtryk som ”I am” eller ”We are” til at skabe samhørighed og fællesskab med et offer, der er kommet medie-opmærksomhed omkring, vil jeg undersøge, hvordan ikke-exceptionelle affekter driver denne form for aktivisme. Jeg argumenterer for, at de affekter som driver denne online sammenhørighed, ikke er store følelser som vrede og chok, men i højere grad er det, jeg med Sianne Ngai kalder grimme følelser, såsom angst, paranoia og irritation. Ved at bruge Ngais teoriapparat om grimme følelser, undersøger jeg et udvalg af hashtag-bevægelser, som bruger ”I am” og ”We are”-betegnelsen til at skabe et fællesskab, både mellem offeret og individet og mellem individet og resten af bevægelsens individer.
Ngais pointe er, at ’mindre’ eller ikke-exceptionelle, grimme følelser dominerer hverdagen i det senkapitalistiske samfund. Derfor argumenterer jeg for, at de disse følelser egner sig til denne form for hashtag-aktivisme, fordi privatsfærens hverdagslighed er en forudsætning for at skabe det lighedstegn mellem gruppe og individ, som er nødvendigt for, at ”I am”-bevægelsen kan få momentum. De følelsesstrukturer som er knyttet til hashtag-aktivisme indebærer en socialitet som kan udtrykkes med Susanna Paasonens begreb affektiv homofili, eller behovet for kollektivt at føle det samme på et givent tidspunkt. I min undersøgelse af ”I am”-bevægelserne undersøger jeg, hvordan den affektive homofili opstår ved brugen af diverse visuelle og tekstuelle markører på online-medier såsom Twitter og Instagram. Her ser jeg på, hvordan udtrykkene af de ikke-exceptionelle grimme følelser indgår i en hashtag-bevægelses fremdrift og knyttes til specifikke udsagn og billeder.
Ngai, Sianne. 2005. Ugly Feelings, Cambridge, MA: Harvard University Press.
__________. 2012. Our Aesthetic Categories, Cambridge, MA: Harvard University Press.
Sundén, Jenny, Susanna Paasonen. 2019. “Inappropriate Laughter: Affective Homophily and
the Unlikely Comedy of #MeToo” in: Social Media + Society, 26. Nov.