Brug af læremidler i facilitering af læreprocesser i historieundervisning

Abstract

Didaktiske læremidler fylder meget i historieundervisning i forhold til etablering og forankring af viden i faget. Men udviklingen i faget efter folkeskolereformen i 2014 løfter spørgsmålet om elevens rolle som den lærende, herunder sammenhænge mellem lærer, læremidler og elevers læreprocesser frem på nye måder. Artiklen undersøger, hvad læremiddelbrug er, herunder hvordan læremidler som ressourcer i historieundervisning betyder noget for facilitering af elevers læreprocesser. På grundlag af learning design theory viser artiklen, at iscenesættelse af undervisningsindhold er afgørende for, hvordan elever i første omgang tolker og transformerer informationer til mening. Historielæreren adskiller sig fra læremidlet ved at kunne intervenere og respondere på udviklingen i elevforståelser, men artiklen viser også, at ingen af lærerne i to casestudier faciliterer deres elevers meningsskabende læreprocesser så langt, at elevernes egne repræsentationer af mening danner afsæt for diskussion og metareflekterende overvejelser. Det er således uklart, hvad eleverne reelt lærer.

Fra faglige mål til elevers læreprocesser – hvad lærer elever i historie?

“…Og hvad ser eleverne så ud til at laere? I casestudier af specifikke situationer i historieundervisning er det tydeligt, at selve iscenesaettelsen og første transformationscyklus fylder meget i undervisningen (Knudsen, 2020a;Knudsen, 2020b).…”

“…Elevernes laereprocesser og opmaerksomhed kan sagtens handle om mange andre ting og dermed laegge an til at tage andre 'veje' end netop den, som defineres i faget -og derfor ser man mange eksempler på historielaerere, der korrigerer elevers meningsskabende laereprocesser med det formål at rette laereprocesserne ind på 'sporet'. Eleverne skal så at sige ikke laere hvad som helst, men derimod primaert det, som ligger klart inden for rammer af faget (Knudsen, 2020b). […]…”