De Olympiske Lege i Berlin i 1936 var den største mediebegivenhed, verden endnu havde oplevet. Med udgangspunkt i de medievidenskabelige begreber om mediebegivenhed og medielandskab undersøger artiklen den mediemæssige iscenesættelse af disse nazi-lege og den teknologiske hardware, nazisterne stillede til rådighed; hardware, som var forudsætningen for, at de kunne tilvejebringe den mest tidssvarende og teknisk set bedste formidling af legenes åbenlyse propagandistiske hensigt. Fokus er på, hvordan legene blev fremstillet i samtidens danske medielandskab, hvor radioens direkte transmissioner blev banebrydende, aviserne ryddede forsider, biograferne viste dokumentariske klip i ugerevyerne, og Ragnhild Hveger og Inge Sørensen blev Danmarks første medie-sportsstjerner.