History in the 'Political Sagas'

Untitled

“…De repraesenterer efter hendes opfattelse en saerlig teknik hos de tidlige islandske forfattere at undersøge historiske processer ved at fokusere på en symbolsk og dramatisk konflikt, tilsyneladende motiveret af et behov for at formulere indlaeg i den hjemlige debat om islaendingenes egen frihed, som i første del af det 13. århundrede var under pres på grund af det norske kongedømmes ekspansive politik. Også Peter Foote så en forbindelse mellem de tre sagaer i deres kristne tema og påpegede ligheder i deres fortaelleteknik (Foote 1988), og ligeledes Judith Jesch, som dog først og fremmest så en forbindelse i deres faelles alder, komplicerede teksthistorie og fragmen tariske overlevering (Jesch 1993 (Helle 2005;jfr. Waerdahl 2011: 58 ff.).…”

“…Dette var også et synspunkt, som Ólafur Halldórsson havde, dog med en tilføjelse om, at der også forelå et underholdningsmotiv (Ólafur Halldórs son 2006: 9-10). Jesch fremholdt et lignende synspunkt og mener, at Faereyinga saga alene blev skrevet med et underholdningsmotiv for øje, og at sagaen er et eksempel på historisk fiktion, hvor pålidelig heden i udsagnene om forholdene i tiden, der omtales, er tvivlsom (Jesch 1993). I lyset af, at grundtemaet, som angår de politiske forhold mellem Faerøerne og Norge, bygger på en litteraer konstruktion, går jeg i denne artikel ud fra, at Faereyinga saga først og fremmest var politisk motiveret, hvilket også kan spores i, at forfatteren i sagaens afslutningskapitel pointerer, at samtidens syssel maend på Faerøerne i direkte linje stammede fra sagatidens forenede høvdinge slaegt (jfr.…”

Medieval Self-Fashioning: Rǫgnvaldr Kali Kolsson and Orkneyinga Saga

“…The provenance and complex manuscript history of the saga has been extensively discussed both by its editors (Sigurður Nordal 1913-16, x-liv andFinnbogi Guðmundsson 1965, cviii-cxxvi) and by later scholars (e.g. (1985: 113-129; but see Jesch 1993 andTorfi Tulinius 2002: 197-200). On the mythological and legendary material in the saga, see Beuermann (2011: 113-119).…”