Artiklen argumenterer for, at stress i videnarbejde med fordel kan genbeskrives og forstås i et spændingsfelt mellem begejstring og belastning, da det ofte er de samme forhold i arbejdet, som både begejstrer og belaster. Med støtte i neo-institutionel teori vises, hvordan videnarbejderne navigerer i dette spændingsfelt ved at mobilisere forskellige forståelsesrammer. Herved søger de ikke kun at reducere videnarbejdets kompleksitet og mangetydighed, men også at sætte en ramme for det løbende identitetsarbejde, som de hele tiden pålægges og pålægger sig selv. Artiklen konkluderer, at der på dette grundlag er brug for en ny stressforståelse, som anvender et andet vokabular, og som betoner det relationelle frem for det individuelle. Og når det kommer til ’løsninger’, kræver det kollektiv refleksion at få tydeliggjort videnarbejdernes forskellige fagligheder, forventninger og ønsker.