Denne artikel undersøger, hvordan lærere og elever opfatter aspekter af historiske fortællinger som kontroversielle, og hvordan det kommer til udtryk i deres fortællinger i klasserummet. Antagelsen er, at disse fortællinger er vigtige markører til at belyse elevernes forståelser og fortolkninger i historiefaget og lærernes didaktiske valg og disses implikationer. Artiklen er baseret på klasseværelsesobservationer af tre historielærere og deres fem klasser fordelt mellem 7. og 9. årgang i den danske grundskole. Artiklen bygger på en forståelse af, at kontroversielle aspekter produceres i situationer og konstrueres igennem fortællingerne i klasseværelset, når lærere og elever fortolker og skaber mening fra et nutidigt perspektiv til historiske begivenheder og aktører. Med udgangspunkt i teorier om fortællinger som sociokulturelle redskaber rejses vigtige spørgsmål om, hvordan vi kan forstå elevernes nutidsforståelser i forhold til deres forståelser af fortid, når de fortolker aspekter af historiske fortællinger som kontroversielle. Et vigtigt resultat af undersøgelsen peger på, at den moralske appel i diskussionerne førte til, at historiske aktørperspektiver trådte i baggrunden, mens de historiske begivenheder blev opfattet som kontroversielle, aktualiseret gennem læreres og elevers samtids- og moralske refleksioner. Dette peger på et didaktisk formål, hvor elevernes værdier og moralske vurderinger fremhæves som vigtige i deres fortolkningsarbejde og historieforståelse. En forståelse, der har afgørende indflydelse på elevernes historiebevidsthed uanset om historiebevidsthed forstås som en narrativ kompetence, der forbinder fortid, nutid og fremtid og/eller forstås som en etisk relation til fortid.