Fællesskaber ses i stigende grad som mulig løsning på velfærdsudfordringer som ensomhed, udsathed og eksklusion – ofte ud fra en antagelse om at den enkelte gennem deltagelse i fællesskaber kan overskride etablerede positioner. Der er derfor en øget interesse i at arbejde med fællesskaber fra både civilsamfundsaktører og kommuner. I artiklen undersøges betingelserne for tilblivelsen af nye borgerfællesskaber, som ikke er målgrupperettede, og som foregår inden for nogle forholdsvis bevægelige og åbne rammer. Analysen, der tager afsæt i procesontologi og trækker på liminalitets- og affektteori, peger på, at man både som deltager, facilitator og samarbejdspart omkring denne slags fællesskaber, kommer på et intensiveret arbejde med at afstemme og balancere affekter, følelser og strukturelle åbninger/lukninger. På denne baggrund peger artiklen bl.a. på behovet for at understøtte deltagerne i dette arbejde, og skabe rum for løbende refleksion om de valg og afgrænsninger, som også ’åbne’ fællesskaber hviler på.