Untitled

Abstract

Meget er haendt, siden callet til dette temanummer blev formuleret i april 2020. De seneste to år har vaeret praeget af usikkerhed, begraensninger i folks sociale liv, mundbind, coronatests og vaccinationer. Her to år efter er vi i Danmark ved at vende tilbage til et liv, som det så ud før coronakrisen, men med en bevidsthed om, at virussen er kommet for at blive, og at vi skal laere at leve med den. Det oprindelige call til temanummeret Virus"En tsunami af virus truer", kan man laese i medierne. Covid-19 har ramt os, og de fleste har fået vendt op og ned på deres liv naermest fra den ene dag til den anden. Vi følger med, når Statsministeriet indkalder til pressemøde, og vi følger med i dagens coronatal over smittede og døde. Vi lever i et liv i limbo i coronaland, som medierne kalder det. Møder og aftaler er aflyst. Arbejdspladser og skoler er lukket. Håndteringen af smittefaren har medført social isolation, fysisk afstand til andre, håndvask og afspritning, og vi laerer nye ord som smittekaeder, vaernemidler, coronaansvar og altansang. Gamle og kronisk syge er saerligt udsatte. Dronningen kommer på banen og taler til nationen med en opfordring til at udvise ansvarlighed og tage hensyn. Vi ser også, som det ofte sker i samfund under akut stress, at der hamstres, at der er stigende vold mod kvinder og børn, og at presset på krisecentrene øges. Vi laerer dog også hurtigt at omstille os. Gåturen genopdages for manges vedkommende. Vi benytter os af vareudbringning i stigende grad, og vi gør udvidet brug af digitale medier. Vi har undervisning over nettet, holder skaermmøder og sågar selskabelige sammenkomster.Coronakrisen og smittespredningen viser med al tydelighed, at vi lever i en global verden. Men den viser også, hvordan staten markerer sig i krisetid, og hvordan konkrete stater kan følge forskellige strategier. Graenser lukkes, borger-Litteratur