Simulationsbaseret træning bruges i stigende grad i sundhedsvæsenet. Denne artikel giver et indblik i hvad simulation kan, og hvordan simulation kan anvendes i forskellige sektorer og for deltagere med forskellige faglig baggrund og uddannelsestrin. Der er særligt fokus på fuldskalasimulation med anvendelse af manikin. Formålet med simulationstræning varierer fra træning af simple procedurer til træning af teams eller organisationer i arbejdsgange, komplekse patientforløb eller ved indflytning i nye byggerier. Fuldskalasimulation kræver behovsafdækning, specifikke læringsmål, tilpasning til kursister, dygtige facilitatorer og efterfølgende debriefing, der kan skabe læring og refleksion. Simulationsbaseret træning kan potentielt højne patientbehandlingen og patientsikkerheden, omend den videnskabelige evidens fortsat er sparsom. Større udbredelse af simulationsbaseret træning kan imødekomme forventningen fra både fremtidige patienter og pårørende samt sundhedsprofessionelle om, at sundhedsvæsenets ansatte kan applicere viden og færdigheder inden de undersøger, plejer og behandler. Simulationsbaseret uddannelse kan desuden supplere den trængte arbejdspladsbaserede uddannelse til f.eks. at håndtere det stigende antal multisyge og komplekse patienter.