Skærmtid, Displacement-hypotesen og digital determinisme

Abstract

Digitale medier er en del af de fleste børns hverdagsliv, da de bruges af børnene selv eller andre omkring børnene hjemme, i skolen og i fritidslivet. Det øgede medieforbrug har gennem de seneste år vakt bekymring for, hvilken betydning digitaliseringen har for børns udvikling og trivsel. Særligt udbredt synes at have været bekymringen for, hvorvidt og hvornår tiden brugt på de digitale medier forskyder andre aktiviteter, der er vigtige for børns udvikling. Med et overvejende fokus på skærmtid antages forskellige digitale medier i dag ofte at være en kontekstløs variabel, der har samme kausale effekt på børns udvikling uafhængigt af mediets funktioner, barnets oplevelser eller den kollektive praksis. Denne artikel har til formål at nuancere disse monokausale udviklingslogikker ved at præsentere et sociokulturelt afsæt til at tilgå det gensidigt afhængige forhold mellem barn-medie-praksis. Mere uddybet vil jeg i artiklen dels kritisk diskutere skærmtidsparadigmets forskydningslogik som digital determinisme, og dels vil jeg udfolde et kontekstfokuseret analytisk afsæt gennem begreber om engagementer, vedvarende imitation og mediers affordances. Artiklens arbejde baserer sig på et eksplorativt review samt et kvalitativt empirisk projekt med børns brug af TikTok som empirisk nedslag. Artiklen behandler, hvordan børn i brugen af TikTok kan (re)producere betydninger på kollektive og personlige niveauer, og hvordan disse betydningsprocesser dynamisk kan virke ind i børns hverdagspraksisser. Nøgleord:TikTok, skærmtid, Displacement-hypotesen, udviklingspsykologi, digital determinisme