Denne artikel sammenligner to grupper af bahrainere i Europa: en lille gruppe dansk-bahrainere og den noget større gruppe bahrainere i London. Min analyse fokuserer på forholdet mellem diaspora og aktivisme, i relation til fx Sökefeld (2006) og Adamson (2002), og peger på, at aktivisme kan være både politisk og religiøs og rettet mod såvel Bahrain som det land, mine informanter nu bor i. Dette handler også om mediebrug og mediers betydning, hvor der er stor forskel imellem forskellige grupper af informanter. Blandt de politiske aktivister, som særligt har fundet sammen i London, bruges medier flittigt til både at følge med i situationen i Bahrain og til at påvirke denne ved at bidrage til medier, arabiske såvel som europæiske. De mere passive bahrainere, som jeg især har mødt i Danmark, forsøger omvendt at undgå at følge for meget med i historier om Bahrain og slet ikke at bidrage til dem, dels af frygt for regimets digitale overvågning og dels for at fokusere på livet i Europa, og hvordan man kan gøre en forskel for sig selv og sine omgivelser her. Artiklen kan dermed bidrage til en mere nuanceret forståelse af mediers rolle for en muslimsk diaspora i Europa.