Når man i forbindelse med mine bøger taler om judaisme, om jøderne, om "jøder nes skaebne" osv. osv. vågner der i mig en form for idiosynkrasi, som under ingen omstaendigheder kan tolkes som et jødisk kompleks eller en freudiansk Heimlichkeit.Hvad angår mit forhold til judaisme og til det jødiske i al almindelighed, har jeg på egen hånd, og lang tid før jeg laerte Koestlers ublide assimilatoriske teori at kende, på en måde accepteret denne teori ad tankens og erfaringens vej, selvom praksis, først og fremmest litteraer praksis på en måde dementerer den: at skrive om jøder, at have jøder som hovedpersoner i sine tekster anses for at vaere en form for race maessig, religiøs, national overbevisning, og fl ere kritikere ville, hvis de kunne, al lerhelst placere mig i den hebraeiske litteratur og tvinge mig til at skrive om ikke på hebraeisk, så i det mindste på jiddisch. Og enhver argumentation, enhver forklaring er nytteløs, for i det afgørende øjeblik hvor de nationalistiske trompeter (ikke dem fra Jeriko!) lyder, skal man erklaere sig for nationen, for hjemegnen, for lokalområ det, skal man klart proklamere, om man er vores eller de andres, for nogens må man jo vaere. Og at sige, at man hverken er det ene eller det andet, hvis der stadig er no gen, der skulle finde på at spørge, betyder, at man netop er det, de inderst inde taen ker, nemlig noget helt tredie, måske ikke ligefrem på de andres side, måske ikke li gefrem modstander, men i hvert tilfaelde en, man ikke kan regne med i det nationale kor af forfattere og farisaeere. Og i det øjeblik at fortaelle dem, at man gennem det sprog, man drømmer på, og som man skriver på, tilhører vores litteratur (selvom jeg opfatter begrebet tradition bredere, eurocentrisk, og ikke bare eurocentrisk, men mondialt, virkelig mondialt, ikke-borgerligt og ikke-nationalistisk, ikke engang som Weltliteratur i Goethes forstand, men i Borges' og Koestlers forstand, sådan som en Etiemble forestiller sig det og opfatter det). Men altså, at fortaelle dem, at man set fra den synsvinkel (ud fra traditionen) er jugoslavisk forfatter, vil blive opfattet som en litteraer løgn, eller som en form for hjemløshed, som en Heimlichkeit, der kun vaekker enten medlidenhed eller raseri, for med en sådan karakteristik har man for søgt at skjule, forsøgt at daekke over sit tilhørsforhold, og har, straks fra starten, som om der var tale om et vaeddeløb, placeret sig i en tid og i et rum, som om man var draget på erobringtogt mod alle vores jugoslaviske republikker på en gang som en hjemløs, som den evige jøde, der med denne indstilling, med dette klare og klart formulerede litteraere emblem forsøger at skyde genvej til europaeiske og oversøiske forlaeggere, og man ved jo godt både hvordan og hvorledes ...
