Artiklen kan læses som en advarsel mod den eskalerende højreradikalisme. Med udgangspunkt i en præsentation af højreradikalismens udbredelse og ”succes”, tegner artiklen en profil af de højreradikale strømninger med direkte relation til fascismen.

Artiklen sætter fokus på, hvordan statsministeren i et demokratisk perspektiv har håndteret Covid-19-krisen. Artiklen fokuserer således ikke på, om en nedlukning af Danmark var korrekt, men på hvordan demokrati og borgerlige, grundlovssikrede rettigheder reelt blev dekonstrueret og suspenderet i løbet af 24 timer uden anden begrundelse end en statsministers mavefornemmelse. Og hvordan en paralyseret befolkning lod det ske. Artiklen problematiserer også, hvordan et samlet pressekorps under efterfølgende pressemøder blev forment retten til at stille kritiske, opfølgende spørgsmål til statsministerens forskellige initiativer ved kun at have retten til at stille to spørgsmål uden mulighed for supplerende spørgsmål udsprunget af svaret. Yderligere sættes der i artiklen fokus på, hvordan udskamning og overvågning blev en del af regeringens diskurs – indtil det blev afsløret. Hele statsministerens ageren efterlader spørgsmålet om, hvor stabilt vort demokrati egentlig er, og hvor resistent det er over for angreb både indefra og udefra.

I 1938 udkom Nordahl Griegs roman Ung må verden endnu vaere. Romanens to dele foregår i helholdsvis det unge Sovjetunionen og under den spanske borgerkrig. I romanen fremstilles den vege humanist, den slaviske filolog, englaenderen Leonard Ashley, der i årene efter revolutionen forsker i 1500-tallets zarrige og den unge revolutionaere Kira Dimentrova, der overbevist kommunistisk revolutionaer. Ashley tror på, at man kan vaere apolitisk, og det er denne holdning, der bl.a. fører frem til den endelige konfrontation mellem Ashley og Kira, hvor hun udtaler romanens vel nok mest berømte passus: "En humanist er et menneske, som føler uvilje ved uret, og som ikke kaemper for det, som er ret".

I denne artikel tages Samfundslederskab bogstaveligt, idet det er Socialdemokratiet, der her er i centrum. Artiklen tager udgangspunkt i to forskellige cases, som begge har betydelige fællestræk i forhold til at vogte om demokratiet og den demokratiske dialog. Hovedtemaerne er Socialdemokratiets gradbøjning af demokratiet i perspektiv af deres magtfuldkommenhed, deres tillidsbrud, deres uetiske adfærd og en selvfremstilling, der efterlader en med spørgsmålet om, hvem de egentlig er – eller ønsker at være.

.