Gerd Theissen har gennem et par årtier indtaget og befaestet positionen som én af den nytestamentlige disciplins store. Det er den slags folk, man har til at danne overblik, fordi de forener omfattende indsigt i fagets status med hermeneutiske visioner, så de på deres markant personlige måder kan sammenfatte en generations arbejde med faget og udstikke retningslinier for den naeste generation, samtidig med at de demonstrerer vaesentligheden af deres stof.Af teologen (og praesten!) Theissen kunne man vente, at han -som Bultmannskabte sin store syntese ved at skrive en 'nytestamentlig teologi'. Men Theissen har valgt at forme sin sammenfatning inden for rammerne af en religionsvidenskabelig teori. Det betyder ikke mindst, at urkristendommen beskrives som en religion ud fra et ikkekonfessionelt standpunkt og med det videnskabelige apparatur, der kan kendetegne religionsvidenskaben. Theissen griber her en raekke alment anerkendte religionsvidenskabelige teoridannelser, men holder sig på den anden side slet ikke tilbage med at udvide og forbedre repertoiret.Hans religionsdefinition lyder (med vaesentlig inspiration fra Clifford Geertz): "Religion er et kulturelt tegnsystem, som lover liv gennem overensstemmelse med en ultimativ virkelighed". Når man hertil laegger, at tegnsystemet både har et strukturelt og et historisk aspekt, har man stort set vaerkets disposition.For det kulturelle tegnsystem, som en religion udgør, har tre udtryksmåder: mythos, ethos og ritus. For hvert af disse tre udtryksområder finder Theissen i urkristendommen en karakteristisk skaerpet spaending. I. del (= kap. 2-3) behandler myte og historie i urkristendommen. Hos Jesus udgøres myten af hans forudsaetning om Guds eskatologiske manifestation i samtiden. Meget snart indtager urkristendommens frelsermyte denne plads, men afgørende er, at i begge tilfaelde sker der en radikal historisering af myten, som er enestående. Lige så meget som myten rendyrkes og forstørres, lige så meget identificeres dens indhold og mening med Jesu historiske tilvaerelse på jorden: Myten "inkarneres" i et konkret menneske (s 75).Urkristendommen ethos (II. del = kap. 4-6) er karakteriseret ved at kombinere et radikalt tilspidset kaerlighedskrav (omfattende fjender, fremmede, syndere) med en radikalt tilspidset tilgivelsesetik. Integrationen af de to modstridende tendenser sker ikke mindst ved at denne ethos bliver indskrevet i den grundlaeggende mytehistoriske fortaelling: Her er det guddommen selv, som begiver sig ind i verden, tilgivende, accepterende det ufuldkomne (radikalisering af tilgivelsen), men netop derved åbnende den nye ikkeaggressive adfaerdsmulighed, hvor kaerlighed til Gud og naesten gennemtraenger de indbyrdes forhold (radikalisering af kaerlighedskravet).Under overskriften 'Urkristendommens rituelle tegnsprog' (III. del = kap. 7-8) gennemgås dåb og nadver. Også her findes en dybtliggende spaending, som i øvrigt er fael-
