Kirkegangen og kirkekampen: udfordringerne til kirke og gejstlighed i de sidste årtier af 1700-tallet og den danske praestestands håndtering af dem
Michael BregnsboDet moderne gennembrud dateres saedvanligvis til sidste tredjedel af 1800-tallet. I Danmark bliver Georg Brandes banebrydende forelaesninger på Københavns Universitet i 1871 ofte set som begyndelsestidspunktet, men generelt forbindes det moderne gennembrud med rørelser som positivisme, darwinisme, scientisme og kulturradikalisme. Disse nye strømninger medvirkede alle til at bringe kirke, teologi og tro i krise, til en alvorlig svaekkelse af kirkens greb om samfundet og til sekularisering og ofte ligefrem afkristning. Det ligger imidlertid som en uudtalt og selvklar praemis, at før den tid var kirkens og gejstlighedens stilling i samfundet staerk og noget selvfølgeligt, ligesom befolkningens tro og troskabs-og tilhørsforhold til kirken var haevet over enhver tvivl.Vist havde det da et århundrede tidligere vaeret både tankemaessigt og politisk muligt at fremsaette sønderlemmende kritik af tro, kirke og gejstlighed. Det er den franske filosof Voltaire et markant eksempel på, men hans tanker formodes ikke at vaere nået ud til bredere kredse.Og i Danmark skulle man ikke forestille sig, at sådanne kirkekritiske synspunkter tilbage i 1700-tallet skulle have kunnet have nogen som helst chance for at slå igennem. I Danmark herskede der nemlig ubegraenset kongelig enevaelde.
Den danske enevaeldeEnevaelden var blevet indført i Danmark i 1660, og det saerlige ved den danske enevaelde var blandt andet, at den var forfatningsfaestet. Ifølge Kongeloven af 1665 havde den danske konge al lovgivende, udøvende og dømmende magt samlet hos sig. Bortset fra at han ikke måtte aendre på Kongeloven og var forpligtet til at opretholde den evangelisklutherske konfession i sine riger og lande var der ingen begraensninger overhovedet på kongens magtbeføjelser. Selv hvis kongen brød de få begraensninger, som Kongeloven satte på hans magt, var der ingen som helst jordisk magtinstans, der kunne gribe ind. Kongen stod alene til ansvar over for Gud, ikke over for nogen myndighed eller noget menneske på jorden. I den danske konges riger og lande fandtes der heller ingen rigsdage, staenderforsamlinger, råd af adelige eller andre organer, der havde nogen som helst ret til at medvirke i statsanliggender, så som at bevilge skatter eller at erklaere krig. Også den slags var det kongen, der suveraent kunne bestemme. I praksis var forholdet dog et andet: statsforvaltningen havde efterhånden vokset sig så stor, at intet enkeltmenneske kunne overskue det hele og personligt afgøre alle sager -store som små. Ligeledes havde Danmark gennem 1700-tallet oplevet flere konger, der som personligheder var så svage eller syge, at de reelt slet ikke evnede at udfylde rollen som enevoldsmonark. Men da havde enevaelden som politisk system imidlertid fungeret i henved 100 år i Danmark, der var opbygget en forholdsvis effektiv statsadministration med nogenlunde faste rutiner og klare regler, og takket vaere...
