Specialevejlederes grundlæggende syn på, hvordan viden skabes, har betydning for, hvordan de vejleder. Fra et hermeneutisk perspektiv undersøges specialevejlederes forståelse af specialevejledning og denne forståelses betydning for specialevejlederes mulighedsrum for konkret handlen i specialevejledningen. På baggrund af Dysthes (2002, 2006) vejledningsmodeller, Nexø Jensens (2010) vejlederroller, Ankersborg & Pogners (2022) vejledningsmatrix for specialestuderende samt semistrukturerede kvalitative forskningsinterview med specialevejledere udvikles i artiklen specialevejledernes vejledningsmatrix. Heri modificeres vejledningsmodellerne med Pogners (2007) diskurs- og praksisfællesskaber, mens vejlederrollerne empirisk udbygges med vejlederrollen tekstvejleder. Vejledningsmatrixen viser, hvordan specialevejlederes forståelseshorisont skaber horisontsammensmeltning med bestemte vejledningsmodeller frem for andre, hvilket udvider eller indsnævrer mulighedsrummet for at agere i forskellige vejlederroller. Endvidere vises, at jo mere selvstændighed de studerende tildeles, jo større er vejleders mulighedsrum og omvendt, jo mere vejleder dikterer, jo mere snævert er vejleders mulighedsrum. Vejledningsmatrixen giver forklaringskraft til at forstå sammenhængen imellem underliggende forståelser af vejledning, opfattelsen af de studerende og vejleders mulighedsrum i vejledningen.