Den transnationale uddannelsesrevolutions opløsning af pædagogikkens egenart

Abstract

Artiklen perspektiverer på den almene pædagogiks aktuelle, pressede tilstand, i lyset af de centrale, transnationale udviklingstendenser inden for uddannelsesstyring der har gjort sig gældende de sidste ca. 25-30 år. Dette gøres, ved at tage afsæt i de såkaldte antinomier, som en række pædagogiske forskere har forholdt sig til som definerende for moderne pædagogik. Denne tematik blevet sat på dagsordenen af aktuelle uddannelsesforskere som bl.a. Alexander von Oettingen; Michael Uljens; Lars Løvlie; Gert Biesta, Birgit Schaffar og Dietrich Benner. Oettingen ser nærmere bestemt spørgsmålet om pædagogisk professionalitet som spaltet i fire antinomiske paradokser, der angår (i) Rationalisering (sociologi); (ii) Pluralisering (kultur); (iii) Individualisering (psykologi) og (iv) Civilisering (natur, filosofi) (Oettingen i Kristensen & Laursen: 2012, s. 531-549). Disse pædagogiske paradoksaliteter har en rod bl.a. hos Kant, Rousseau og Herbart. Artiklen søger gennem fokusering af sådanne pædagogiske antinomier eller paradokser (omkring pædagogikkens videns-, værdi-, institutions- samt handlings-problem, jf. Oettingen: 2010) at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesrevolution de sidste 25-30 år har udtyndet den almenpædagogiske undermuring af begreberne: I. professionalitet, II. læring, III. autenticitet og IV. dannelse. Dermed fokuseres de almenpædagogiske problemstillinger der kendetegner disse fire begreber. Dette gøres for at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesstyring i dette lys udgør en bekymrende afvikling eller sammenklapning af pædagogikkens almene grundtræk.

Mere viden om masteruddannede barnehagelærere og pædagoger

“…Vi tager således udgangspunkt i en undren over, at paedagoger videreuddanner sig, men at der tilsyneladende ikke er en videreuddannelse i paedagogik, der sigter mod en dygtiggørelse af paedagoger i deres fag. Denne undren knytter sig til en interesse i en naermere bestemmelse af faget paedagogik (se også Biesta, 2013Biesta, , 2015Grue-Sørensen, 1977;Løvlie, 2003Pio, 2019Pio, , 2020Rothuizen & Togsverd, 2020;Togsverd & Rothuizen, 2021. Paedagogik som disciplin og fag må beskaeftige sig både med de foreliggende kendsgerninger, med den paedagogiske opgave og med spaendingsfeltet imellem de to (Grue-Sørensen, 1977;Rothuizen 2023).…”

“…Mens betaenkning 1213 slog igennem i lovgivningsarbejdet, saetter denne betaenkning ikke så tydelige spor. Det skyldes -efter vores mening -effekterne af den transnationale vending i uddannelsespolitikken (se også Krejsler, 2021;Pio, 2019;. Betaenkningen kom en postgang for sent.…”

“…Forholdene i Danmark skal kunne sammenlignes med forhold andre steder. PISA-tests og OECD-rapporter får betydelig indflydelse på uddannelsestaenkning og uddannelsespolitik (Krejsler, 2021;Kristensen, 2022;Pio, 2019). Der skal vaere en taettere forbindelse mellem arbejdsmarkedets behov og dimittenders kvalifikationer (Regeringen, 2006).…”

Klasseledelse som paradoksal virksomhet

“…Forskningsresultatene kan bidra til nyttig kunnskap, men bør ikke nødvendigvis vurderes relevant i en mer overgripende teoretisk sammenheng eller i pedagogisk praksis (Winther-Jensen, 2019). Allmennpedagogikken er altså selve den metadisiplinen som gjør det mulig å reflektere over det som er fellespedagogisk på tvers av mangfoldet av pedagogisk kunnskap (Pio, 2019).…”

“…Laereres faglighet hviler på en systematisert, forskningsbasert kunnskapsbase med teoretiske kunnskapsformer på den ene siden, og mer erfaringsbaserte kunnskapsformer på den andre siden. Laereres kunnskapsbase er i denne forstand grunnleggende antinomisk (Pio, 2019). Man kan slik sett si at pedagogikk som fag er konstituert av dobbeltheten mellom systematiserte antagelser (teori) og konkrete handlinger (praksis) (Torjussen, 2021), samtidig som utdanningssystemet historisk sett har strevd med å reflektere enheten av distinksjonen mellom teori og praksis (Luhmann & Schorr, 2000, s. 204).…”