No abstract

Artiklen perspektiverer på den almene pædagogiks aktuelle, pressede tilstand, i lyset af de centrale, transnationale udviklingstendenser inden for uddannelsesstyring der har gjort sig gældende de sidste ca. 25-30 år. Dette gøres, ved at tage afsæt i de såkaldte antinomier, som en række pædagogiske forskere har forholdt sig til som definerende for moderne pædagogik. Denne tematik blevet sat på dagsordenen af aktuelle uddannelsesforskere som bl.a. Alexander von Oettingen; Michael Uljens; Lars Løvlie; Gert Biesta, Birgit Schaffar og Dietrich Benner. Oettingen ser nærmere bestemt spørgsmålet om pædagogisk professionalitet som spaltet i fire antinomiske paradokser, der angår (i) Rationalisering (sociologi); (ii) Pluralisering (kultur); (iii) Individualisering (psykologi) og (iv) Civilisering (natur, filosofi) (Oettingen i Kristensen & Laursen: 2012, s. 531-549). Disse pædagogiske paradoksaliteter har en rod bl.a. hos Kant, Rousseau og Herbart. Artiklen søger gennem fokusering af sådanne pædagogiske antinomier eller paradokser (omkring pædagogikkens videns-, værdi-, institutions- samt handlings-problem, jf. Oettingen: 2010) at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesrevolution de sidste 25-30 år har udtyndet den almenpædagogiske undermuring af begreberne: I. professionalitet, II. læring, III. autenticitet og IV. dannelse. Dermed fokuseres de almenpædagogiske problemstillinger der kendetegner disse fire begreber. Dette gøres for at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesstyring i dette lys udgør en bekymrende afvikling eller sammenklapning af pædagogikkens almene grundtræk.

The article contains a discussion of the contemporary crisis of general education (Allgemeine Pädagogik) with special attention to: (i) how the cultural erosion and societal differentiation the last 40 years has downgraded the concepts of upbringing and education (Erziehung, Bildung) in favour of an increased attention towards concepts of socialization and learning. Secondly, the question of the relation between (ii) general education and the empirical-methodologically specified sub-disciplines is also raised, as these sub-disciplines are currently in the process of detaching themselves towards enhanced autonomy. Finally, the article looks into the difference between the research-programs respectively of general education and the social-psychological paradigm of educational research (Bildungsforschung, uddannelsesvidenskab). The total argument of the article claims, that the research program as well as educational program of general education is justified today by maintaining an approximate unity of a field of knowlegde currently under pressure towards a diffuse or even non-pedagogical nature. Therein lies the current inevitability of general education in our current po-mo societal formation.

No abstract

No abstract