Er Det Hårdt at Være Psykoterapeut?

Abstract

For mere end 40 år siden begyndte det at blive almindeligt at snakke om, at man som professionel hjælper kan blive udbrændt, og fra 1990’erne blev også udtrykket sekundær traumatiseret et udbredt begreb knyttet til risiko ved arbejdet med mennesker (Bang, 2002/2013; Cieslak et al., 2014). Inden forde seneste år er udtrykket omsorgstræthed dukket op – på engelsk ”compassion fatigue” – som en beskrivelse af en slags udtømmelse af den professionelle hjælpers reservoir af gode følelser. ”Medfølelse koster” hedder det blandt andet i danske og norske fagtekster om emnet.Fokus for denne artikel er dette nye begreb, og artiklen er en undersøgelse af, hvordan der i faglitteraturen om og til psykoterapeuter argumenteres for idéen om, at kontakten med lidende mennesker skulle slide på os. Jeg argumenterer for, at der ligger alvorlige misforståelser bag disse beskrivelser afvores arbejdssituation, og jeg overvejer, hvad disse misforståelser kan handle om, og hvilke konsekvenser de kan have for psykoterapeuten (og for patienterne). Jeg argumenterer for, at der er en grundforståelse i denne litteratur omkring det at hjælpe mennesker, som i sig selv kan udgøre en risiko for psykoterapeuten. Inspireret af psykoterapiforskning, og primært psykoanalytisk teori om terapeutens rolle, argumenterer jeg endelig for, at det – enkelt sagt – ikke er arbejdet med at hjælpe andre, som kan dræne os, men måden, vi går til dette arbejde på, og at der faktisk kan være (mulighed for) en beskyttelse i selve den professionelle psykoterapeuts aktive medleven i processen med patienten.