Klinisk erfaring tilsiger, at terapeuten via det affektive samspil med patienten uforvarende kan blive involveret i relationelle mønstre, som sætter den terapeutiske proces i stå. Dette bekræftes af empirisk psykoterapiforskning baseret på emotionspsykologiens tradition for at se på affektiv ansigtsadfærd som indikatorer for ubevidste emotionelle processer. Med udgangspunkt i en klinisk case og eksempler fra psykoterapiforskning argumenteres for, at terapeutens arbejde med egne emotioner kan opløse maladaptive relationelle mønstre og åbne for nye erkendelser og oplevelser for patienten. Terapeuten har brug for sensitivitet over for relationelle processer samt en åben tilgang til egne reaktioner for at kunne gøre det nødvendige emotionelle arbejde. Terapeutens emotionelle arbejde og dette arbejdes effekt på patienten diskuteres med udgangspunkt i psykoanalytisk teori; i denne artikel primært repræsenteret ved Wilfred Bion og Neville Symington.

For mere end 40 år siden begyndte det at blive almindeligt at snakke om, at man som professionel hjælper kan blive udbrændt, og fra 1990’erne blev også udtrykket sekundær traumatiseret et udbredt begreb knyttet til risiko ved arbejdet med mennesker (Bang, 2002/2013; Cieslak et al., 2014). Inden forde seneste år er udtrykket omsorgstræthed dukket op – på engelsk ”compassion fatigue” – som en beskrivelse af en slags udtømmelse af den professionelle hjælpers reservoir af gode følelser. ”Medfølelse koster” hedder det blandt andet i danske og norske fagtekster om emnet.Fokus for denne artikel er dette nye begreb, og artiklen er en undersøgelse af, hvordan der i faglitteraturen om og til psykoterapeuter argumenteres for idéen om, at kontakten med lidende mennesker skulle slide på os. Jeg argumenterer for, at der ligger alvorlige misforståelser bag disse beskrivelser afvores arbejdssituation, og jeg overvejer, hvad disse misforståelser kan handle om, og hvilke konsekvenser de kan have for psykoterapeuten (og for patienterne). Jeg argumenterer for, at der er en grundforståelse i denne litteratur omkring det at hjælpe mennesker, som i sig selv kan udgøre en risiko for psykoterapeuten. Inspireret af psykoterapiforskning, og primært psykoanalytisk teori om terapeutens rolle, argumenterer jeg endelig for, at det – enkelt sagt – ikke er arbejdet med at hjælpe andre, som kan dræne os, men måden, vi går til dette arbejde på, og at der faktisk kan være (mulighed for) en beskyttelse i selve den professionelle psykoterapeuts aktive medleven i processen med patienten.