Universiteternes to hovedaktiviteter er forskning og uddannelse. I praksis opleves de to aktiviteter af mange forskere og studerende som adskilte størrelser. Siden 2014 har Københavns Universitet haft særligt fokus på Forsknings-Baseret-Undervisning (FBU) og fra 2016 på at øge Forsknings-Undervisnings-Integration (FUI) gennem fordeling af midler til lidt over 50 FUI-eksperimenter på alle fakulteter. Ambitionen er at opnå en tættere kobling mellem forskning og undervisning, der tilgodeser både studerendes læring og forskningsmæssig videnskabelse. Vi undersøger og evaluerer forløbet fra 2014 og til i dag. Anledningen er, at øget integration ikke er uden dilemmaer, når man har ambitioner om udvikling og samtidig vil give plads til diversitet mellem fag. Vi fremhæver, at eksperimenter og videndelingen efterhånden bidrager til integration samtidig med, at der fortsat skal være plads til mange forskellige måder at praktisere FUI på. To sidegevinster er, at eksperimenterne initierer studenteraktiverende undervisningsformer og faciliterer videndeling på tværs af fag og fakulteter.