Indfødte folk og humant materiale på museum – en voksende etisk og museumspolitisk debat. En repatrieringssag fra Danmarks Nationalmuseum

Abstract

Tilstedeværelsen af humant materiale i museale samlinger og udstillinger er i stigende grad blevet problematiseret inden for de sidste årtier, særligt i forhold til indfødte folk som New Zealands maorier. Stadig flere krav på repatriering af sådant materiale fremsættes kloden over, og også skandinaviske museer såsom Danmarks Nationalmuseum har på anmodning tilbagesendt humant materiale af maori oprindelse til new zealandske institutioner. Repatrieringsfænomenet og dets indvirkninger især hos de institutioner der møder krav om at afhænde materiale, er blevet kilde til en voksende international debat. Men hvilken betydning har denne udvikling for de, der anmoder om og modtager det repatrierede materiale? Denne artikel belyser med udgangspunkt i en repatrieringssag fra Danmarks Nationalmuseum den rolle, den verdensomspændende repatriering af humant materiale spiller i new zealandsk museal praksis.

Museum og kranium. Institusjonell bevaring av menneskets viktigste kroppsdel

“…f.eks. Jørgensen 2005).De samme diskusjonene har også omfattet ulike anatomiske samlinger, der forvaltningen av menneskelig materiale i utgangspunktet saerlig har vaert legitimert gjennom hensyn til komparativ anatomisk forskning.…”

“…Mye tyder på at det noe lignende var tilfelle for en del av de maori-hoder som forvaltes av museer verden over, siden den store etterspørselen etter slike hoder overgikk tilgangen (jfr. Jørgensen 2005). De konkrete forholdene rundt samlingenes aksesjon av hoder er knyttet til ideologier og praksiser vi etterhvert har tatt grundig avstand fra -kolonisering, overgrep, raseteori og etnisk eksotisme.…”