No abstract

Tilstedeværelsen af humant materiale i museale samlinger og udstillinger er i stigende grad blevet problematiseret inden for de sidste årtier, særligt i forhold til indfødte folk som New Zealands maorier. Stadig flere krav på repatriering af sådant materiale fremsættes kloden over, og også skandinaviske museer såsom Danmarks Nationalmuseum har på anmodning tilbagesendt humant materiale af maori oprindelse til new zealandske institutioner. Repatrieringsfænomenet og dets indvirkninger især hos de institutioner der møder krav om at afhænde materiale, er blevet kilde til en voksende international debat. Men hvilken betydning har denne udvikling for de, der anmoder om og modtager det repatrierede materiale? Denne artikel belyser med udgangspunkt i en repatrieringssag fra Danmarks Nationalmuseum den rolle, den verdensomspændende repatriering af humant materiale spiller i new zealandsk museal praksis.

Med afsæt i et større forskningsprojekt om det legende i undervisning på pædagog- og læreruddannelser, udvikler denne artikel begrebet om legekvaliteter. Gennem en design-baseret tilgang til udvikling af teori udforsker artiklen, hvordan begrebet om legekvaliteter kan være med til at skabe muligheder for en måde at konceptualisere legende undervisning.  Legekvalitetsbegrebet viser sig at have følgende karakteristika: Legekvaliteter er bundet til konkrete situationer, er nært knyttet til handlinger, er fluktuerende og er altid legekvaliteter for nogen. Med udviklingen af begrebet om legekvaliteter bliver artiklens centrale bidrag at skabe et begreb, der både muliggøre at vi kan se på eksisterende undervisning og spørge til legekvaliteterne i disse, ligesom vi kan bruge begrebet legekvaliteter som designprincipper for fremtidens legende undervisning. Artiklen afsluttes med at diskutere begrebets teoretiske og praktiske implikationer for professionsuddannelserne.

I 2019 er der blevet etableret playlabs på alle danske lærer- og pædagoguddannelser, men få studier har undersøgt, hvordan rummets og materialernes betydning bidrager til at skabe læreprocesser med legekvaliteter i videregående uddannelse. Denne artikel undersøger derfor, hvordan rum, materialer og legende læreprocesser praktiseres og sammenfiltres i playlab.  Vi iværksætter et post-humanistisk socio-materielt perspektiv og anvender begreber om sammenkastethed, sammenfiltring og scripting/descripting af rum, materialer og mennesker. Gennem kvalitative metoder, designundersøgelser og situationsanalyser viser vi, hvordan forskellige materialiteter træder frem og udfoldes som henholdsvis synlige, usynlige og foranderlige, og at det legende ligeledes kan optræde synligt og usynligt. Når praktiseringen af legende læreprocesser undersøges gennem disse socio-materielle perspektiver kan vi tydeliggøre hvordan læreprocesser med legekvaliteter opstår og praktiseres i et playlab, der til stadighed scriptes og descriptes i en sammenkastethed, hvor rum, materialer og legende læreprocesser sammenfiltres og kan skabe et aktivt læringsrum.

No abstract