Baseret på en generel opfattelse af, at overgangen mellem uddannelsestrin er central for fastholdelse af studerende, er formålet med denne artikel at undersøge de normer og adfærdsmønstre, som sprogstuderende har taget afsked med, såvel som deres oplevelse af overgangen til nye normer og adfærdsmønstre på første semester af deres universitetssprogstudium. Datagrundlaget omfatter undervisningsobservationer og uformelle samtaler på ungdomsuddannelser samt fokusgruppeinterviews med sprogstuderende på universitetet i starten af henholdsvis første og andet semester. Analyserne tydeliggør elementer i overgangen, som de studerende finder udfordrende.Dette gælder f.eks. grammatikundervisningen på universitetet, manglende sparring med medstuderende i studiegrupper, uklar relevans af bestemte fag og undervisernes praksis på den digitale læringsplatform. Resultaterne sammenholdes desuden med tidligere studier af overgange mellem uddannelsestrin.