Da jeg forsvarede min doktordisputats i 2012, argumenterede jeg for, at fremtidens strid inden for velfærd ville dreje sig om ”Adgang til excellence”, dvs. kampen om adgang til den bedste omsorg, uddannelse og sociale sikring. I dag er denne forudsigelse blevet skrækindjagende aktuel. Globale koncerner, nationer, institutioner og personer slås om adgangen til de mest effektive værnemidler mod Coronavirussen, herunder respiratorer, der kan forhindre, at vi lider kvælningsdøden.
Det var planlagt, at jeg 20. marts 2020 skulle holde en afskedsforelæsning, hvor jeg skulle tage udgangspunkt i den forelæsning, jeg holdt, da jeg i 2009 tiltrådte i mit professorat på Institut for Uddannelsesvidenskab på Syddansk Universitet. Ideen var, at jeg skulle beskrive udviklingen i dansk uddannelsesforskning i perioden 2010-2020. Men det blev ikke til noget, fordi universitetet blev lukket ned på grund af Corona-truslen. Vi blev konfronteret med en pandemi, der i værste fald bliver permanent, og som sætter helt nye vilkår for forskning og forskningsledelse.
Denne artikel forsøger at opsummere de tendenserne, vi i dag kan se inden for forskningsledelse og uddannelsesforskning. Nogle tendenser har manifesteret sig langsomt i løbet af de forløbne år. Andre er blevet radikaliserede på grund af krisen. Vi oplever på godt og ondt stærkere krav om anvendelsesorientering, en mere fremskreden digitalisering og en stærkere politisering af forskningen. Her vil jeg argumentere for, at striden i dag står om retten til at definere de algoritmer, der lægges til grund for håndtering af data. I Corona-krigen dukker foruroligende totalitære tendenser op. Mit håb er, at vi kan tage det så roligt, at vi kan bevare demokratiet.