Virgil's Romantic Muse: Rewrites of a Classic in Chateaubriand and Hugo

Antropomorfismens reversibilitet

“…18 Culler og Riffaterre er enige i, at antropomorfismens funktion i lyrikken er artikulationen af et jeg-du forhold mellem subjektet og universet, 19 men ifølge begge hviler dette forhold på en konvention som udelukkende er legitimeret af traditionen. 20 Ifølge Riffaterre skal årsagen til at antropomorfismen betragtes som en central trope i lyrikken netop findes i dens artificialitet: »Efterligningen af noget i naturen umuligt [som det er tilfaeldet med prosopopeen -JHCJ] kan vaere et tegn på det fantastiske eller det overnaturlige eller det kan vaere en formal eller ludisk forestilling, en pseudohypotese eller, bedre, en hypoteses repraesentation, en figurativitetens figur.« 21 Heraf følger, at poesi er et spil med hypoteser og fiktioner, hvilket vil sige, at referencen til den ekstralingvistiske virkelighed og til menneskelige erfaringer er irrelevant sammenlignet med lyrikkens tekstuelle egenart.…”