The ethnic boundary between majority Danes and Muslim minorities has become increasingly impermeable in recent decades, restricting Muslim minorities to conditional inclusion, adapting to the majority's conditions of good citizenship. This article looks at the 'conditions of inclusion' for Muslim pupils in multi-ethnic schools, focusing on what pupils express as an ideal of being a 'relaxed Muslim'. This condition of 'relaxed' religiosity reflects the dominant discourse on integration in Denmark with its anxiety about Islamism and demand that Muslims adjust to the moderate secularism that typifies Danish society. Yet it is argued, that it also points to a more general condition of being a good minority citizen in the Danish welfare society and its institutions, as well as in other similar societies, linked to ensuring the smooth running of everyday practices, ideas about civilised interaction, and maintaining the cultural dominance of the majority, and thus to a majority-defined harmony.-Integration, religion in schools, ethnic boundaries, Muslim pupils, multi-ethnic schools.

Drawing on sociologist Norbert Elias' theory of civilising processes, this article argues for a perspective on children as 'potential'. With this notion, we focus on the efforts, hopes and fears that adult society invest in children and through them in future society. Seeing this as a result of historical processes and social dynamics, we hold that such a perspective provides a window to deep-felt ideals and anxieties in society, the norms of civilised society that are established as well as the ongoing struggles about these norms. In this way, studying investments in children are particularly significant for social science. Yet, as cultural norms have to pass through the transformative world of childhood to be reproduced, we also have to explore how children actively affect the outcome of the civilising projects and the processes of continuity and change.

Ifølge flere diskursteoretiske skoleforskere har folkeskolen igennem en årrække gennemgået fundamentale ændringer i forhold til sit formål og menneskesyn. Politologen Ove Kaj Pedersen ser dette som relateret til Danmarks overgang fra velfærdsstat til konkurrencestat og beskriver, at skolens formål i dag er at ruste eleverne til at være „soldater“ i nationernes konkurrence. Denne artikel argumenterer for, at der ses et andet mere broget billede af ædringerne, hvis man dels ser påskoleinstitutionens formå i et støre perspektiv, dels ser næmere pålæeres formative arbejde i hverdagen og deres hådtering af optimeringskrav og de nye tiltag i praksis. Det etnografisk materiale fra fire skolers hverdag i perioden 2002-2012, viser ædringer, men såedes og sået stadigt fokus påskolens civilisering til „ocial“ adfæd og civiliserede fælesskaber og en tilpasning af de nye tiltag til skolens traditionelle vædier. Dette ses ogsåi selve udformningen af en ræke skolepolitikker og nye teknologier. I artiklen argumenteres der for, at dette er begrundet af en stadig dialektik mellem skolens institutionelle vilkå, sociale normer for adfæd og dominante idealer om det civiliserede samfund, der spejles ind i skolen pågrund af dens metonymiske relation til samfundet og mangeåige relation til velfædssamfundet. Denne dialektik har institutionaliseret, hvad der, jf. Pedersens begreb „øvendighedens politik“ kan kaldes en „øvendighedens pæagogik“. Denne pæagogik er med til at reproducere vædierne bag velfædsstaten, men betyder også at idealer om at væe „ocial“ og om trivsel i fælesskaber i dag blot er forstæket, kombineret med og legitimeret af de nye optimeringskrav. Søgeord: skoleinstitutionen, velfærdssamfund, konkurrencestat, civiliseringsprojekt, sociale kompetencer

Med afsaet i Norbert Elias' begreb om civilisering vil vi i denne artikel diskutere opdragelsesidealer og -praksis i skoler og daginstitutioner. Elias' civiliseringsbegreb saetter fokus på sammenhaengen mellem idealer og distinktioner ved at vise, hvordan normer for det civiliserede også rummer en konstruktion af og afstandtagen til det, der ikke vurderes civiliseret. Denne opmaerksomhed er relevant ift. at udforske børneinstitutioners opdragelsesprojekter, og samtidig forstå hvorfor de ikke altid udvikler sig som tilsigtet. Der laegges mange kraefter i at laere børn at kontrollere sig selv og omgås andre mennesker på, hvad der aktuelt opfattes som ordentlige måder, men dette projekt fortaeller samtidig børn om sociale og moralske distinktioner og hierarkier i de konkrete sociale sammenhaenge såvel som i samfundet mere generelt.

ResuméBaseret på et syv måneders feltarbejde i en københavnsk skoleklasse beskriver artiklen et fokus på den muslimske identitet blandt denne klasses etniske minoritetsbørn, samt deres oplevelse af opposition mellem den danske og den muslimske kategori. Det vises, at begge dele er relateret til børnenes erfaringer i skolen og resulterer i, at de tilskriver den danske og den muslimske identitet oppositionelle kendetegn. Dette bidrager til deres oplevelse af, at de ikke kan blive danske, men betyder også, at ballade har relevans for deres tilhørsforhold til den muslimske og danske kategori.Laura: Er du dansker? Milena: Nej Laura: Nej, overhovedet ikke? Milena ryster på hovedet Laura: Hvad bestemmer om du er dansker, altså kan du blive dansker? Milena: Ja, jeg kan godt, men jeg vil ikke. Jeg vil gerne holde min religion, sådan. Laura: Ja. Hvad er din religion? Milena: Muslim, eller islam. Laura: Ja. Kan man vaere dansker og muslim? Milena: Altså, hvis jeg skulle sige min mening, så var det et nej. Laura: Hvordan kan det vaere? Milena: Nej, jo man kunne godt, men altså, det ville vaere svaert. Fordi når man er muslim, så må man ikke spise svinekød, så kan man ikke holde islam.(Milena, 4. kl.)Milena går i 4a/6a på Sønderskolen. 1 I hendes klasse går der 21 børn, otte etnisk danske og 13 etniske minoritetsbørn, hvoraf 11 definerer sig selv som muslimer. Selvom Sønder-skolen ikke har nogen formuleret integrationspolitik, ønsker skoleledelsen, at skolen skal bidrage til de etniske minoritetsbørns integration i det danske samfund, og at undervisningen skal vaere baseret på et positivt kultursyn, hvor de tosprogede elevers kulturer bliver opfattet som en rigdom og en ressource i undervisningen. 4a/6as laerere forsøger for deres del at skabe et tolerant miljø i klassen, tage sproglige hensyn til de etniske minoritetselever, samt udvalgte hensyn til de muslimske elevers religiøse praksisser, men mener ellers at undervisningen kan foregå som saedvanligt, og at de helst skal undgå at gøre forskel på eleverne. Som en konsekvens heraf bliver etnicitet sjaeldent naevnt imellem børn og laerere i klassen, ligesom de etniske minoritetsbørn fortrinsvist bliver kaldt de tosprogede børn for at understrege, at det ikke er børnenes etniske, men deres sproglige ander-