Artiklen undersøger lærerstuderendes og nye læreres identitetsarbejde i tilblivelsen som lærere samt hvilke teori/praksis-forståelser, der opstår i processen. Under uddannelsen motiveres de studerende af en forestilling om den gode lærer, og debeskytt er denne forestilling gennem afstandtagen og selvansvarliggørelse. Som færdiguddannede i en presset hverdag med handletvang vanskeliggøres identitetsarbejdet dog, når de oplever at mått e gå på kompromis med netop denne idé. De nye lærere efterspørger derfor redskaber og en mere virkelighedstro læreruddannelse. Artiklen viser, at de lærerstuderende og nye lærere abonnerer på en professionsforståelse, der handler om viljen til at påtage sig forpligtelser, men ikke på en professionsforståelse, der indbefatt er udvikling af teori og brug af professionsfagligt sprog. De udtrykker primært en dikotomisk teori/praksis-forståelse med en forestilling om, at ”virkeligheden” fi ndes ude på skolerne. Artiklen diskuterer forholdet mellem teori og praksis og foreslår en mindre dikotomisk forståelse af og balance mellempraksisnærhed og praksisfj ernhed i såvel læreruddannelse som folkeskole.

Artiklen undersøger metodologiske potentialer og vanskeligheder i anvendelsen af digitale arbejdslivsundersøgelser med åbne spørgsmål og åben distribution. Hvilke muligheder og vanskeligheder opstår, når man får en stor mængde kvalitative data? Og hvordan analyseres og sammenfattes de på en måde, der både giver nye indsigter og er meningsfuld og pålidelig? I artiklen diskuterer vi, hvordan og hvornår det giver analytisk mening at tælle og finde mønstre i svar, der som udgangspunkt er kvalitative og formuleret som fritekst med respondenternes egne ord. Vi kommer frem til nogle kriterier, som vi mener, skal være opfyldt: stringent kodning, og at data er opdelt i tydeligt afgrænsede og ækvivalente steder. Hvis dette er opfyldt, argumenterer vi for, at optællinger kan give indblik i materialets proportioner, og at kodning ud over ”mætningspunktet” kombineret med baggrundsvariable kan give indsigter i menneskers arbejdsliv, som man ikke ellers kunne få. Som case bruges en digital spørgeundersøgelse om arbejdsliv i uddannelsessektoren med 1684 kvalitative svar på syv åbne spørgsmål og fire baggrundsspørgsmål. På den baggrund diskuteres, hvordan og hvornår det giver analytisk mening at tælle i kvalitativ forskning.

Tilbage i 2014 bragte Tidsskrift for Arbejdsliv et temanummer med titlen ”Metodisk mangfoldighed i arbejdslivsforskningen”. Temaet udsprang af redaktionens ønske om at sætte fokus på mangfoldigheden i de undersøgelsesmetoder, der anvendes i arbejdslivsforskningen og give en særlig plads til diskussioner og refleksioner omkring, hvordan arbejdslivet kan studeres. Arbejdslivsforskningen er nemlig i udpræget grad et forskningsfelt, der er kendetegnet ved en stærk empirisk fundering såvel som metodepluralisme. Denne redaktionelle fokusering blev gengældt af de danske forskningsmiljøer, som viste stor interesse for at bidrage med artikler omhandlende det metodiske arbejde i arbejdslivsforskningen. I 2014 bragte vi seks artikler, der emnemæssigt spændte bredt – fra autofotografi som metode til at studere medarbejdertrivsel til brugen af brugerundersøgelser på beskæftigelsesområdet – men som alligevel havde en række fælles flader. Flere af artiklerne forholdt sig eksempelvis til, hvordan det felt, der studeres, kan transformeres og aktiveres af forskningens aktiviteter. Dette er et tema, som også berøres af flere artikler i indeværende nummer, bl.a. i bidraget af Hagedorn-Rasmussen og kollegaer, der udfolder dilemmatænkning som en særlig praksisorienteret metode, der hjælper de studerede med at forstå og tilgå deres opgaver anderledes end tidligere og i artiklen om fremtidsværkstedet som metode til erkendelse og forandring af Janne Gleerup og Jonas Egmose. Der er flere årsager til, at vi her otte år senere har besluttet igen at have et temanummer, der fokuserer på metoder i arbejdslivsforskningen. Selv om mange problematikker i arbejdslivsforskningen er lige så relevante i dag som for 8 år siden, så er det væsentligt, at vi til stadighed udfordrer os selv til at blive bedre til at indfange arbejdslivsudfordringer i al deres kompleksitet. Særligt afkodningen af kompleksitet rummer potentielt indsigter, der kan bringe arbejdslivsforskningen videre. Dette er ikke kun for at tilfredsstille en akademisk interesse, idet arbejdslivsforskning ofte er stærkt vævet sammen med praksis og derigennem kan få direkte indflydelse på forandringer og forbedringer af arbejdslivet for arbejdstagere. Kort sagt, så kan bedre dataindsamlingsmetoder potentielt set bidrage til et forbedret arbejdsliv. Til trods for at mange problemstillinger og arbejdslivsudfordringer ikke har undergået de store forandringer set over det sidste årti, er vi på andre fronter vidner til store forandringer i arbejdslivet, hvilket er blevet understreget og accelereret af Corona-nedlukningerne, hvor hjemmearbejdsplads og hybridarbejde for alvor har vundet indpas i arbejdstageres vokabularium og arbejdsliv. Sideløbende har den teknologiske udvikling muliggjort nye digitale metoder, der åbner for ny kvalitativ og kvantitativ udforskning af arbejdslivet. Med nye metodiske muligheder følger dog også nye udfordringer og dilemmaer, og samtidig bliver brugen af de mere ”klassiske” metoder udfordret på nye måder, da genstandsfeltet ændrer sig. I lyset af disse udviklingstendenser mener vi derfor, at det igen er tid til at diskutere metoder i arbejdslivsforskningen i al dens mangfoldighed. Vi har derfor valgt at kalde temanummeret ”Mere metodisk mangfoldighed i arbejdslivsforskningen” med henvisning til, at de to temanumre samlet set viser et udsnit af de mange metoder og tilgange, der findes til at studere arbejdslivet. Som tidligere nævnt behandler nogle af bidragene i dette temanummer emner, der også blev adresseret i det første metodenummer (fx artikel 3 og 4 der fokuserer på praksisnære metoder til at skabe forandringer i arbejdslivet), men fælles for flere af artiklerne i dette temanummer er også, at de på forskellig vis forholder sig til, hvordan man metodisk indfanger kompleksiteten i det moderne arbejdsliv. Endelig rummer temanummeret også bidrag (de to kronikker), som diskuterer muligheder for at anvende bestemte typer af data i arbejdslivsforskningen, som ellers ikke har været så anvendte. Og særligt i den sidste kronik tages spørgsmålet om brug af en ny slags data, nemlig digitale data, under behandling.

No abstract

No abstract