Denne afhandling handler om læreres forståelser af og deres undervisning med litteraturlæremidler på skolens 5. og 6. klassetrin. Formålet med studiet er at undersøge, i hvor høj grad lærere redidaktiserer et selvvalgt litteraturlæremiddel, når de underviser med det. Studiet har en eksplorativ tilgang til læreres undervisningspraksis med læremidler, og ønsket har været at skabe mere viden om et centralt, men underbelyst område af danskfaget. Denne viden er vigtig, idet tidligere forskning med kvantitativ tilgang tyder på, at læremidler spiller en betydelig rolle i danskfaget og dermed også i litteraturundervisningen (Bundsgaard, Buch & Fougt 2017, 2020). Målet er derfor også, at studiets kvalitative tilgang med dets fund kan bidrage til udvikling af danskfaget i skolen og undervisningen på læreruddannelsen. Studiet udfoldes i et sociokulturelt perspektiv, hvor forståelsen er, at læring, undervisning og viden skabes gennem sociale praksisser i samspil med kontekstuelle forhold (Bateson, 2000; Gee, 2011; Säljö, 2005). I studiet anvendes et til formålet udviklet redskab til analyse af det empiriske materiale, hvor didaktiske paradigmer har været centrale (Sawyer & Van de Ven, 2006; Witte & Sâmihaian, 2013). Herved fremanalyseres og karakteriseres de faglige diskurser, som præger studiets læremidler, undervisning og læreres forståelser. Det er studiets antagelse, at viden om litteraturdidaktiske paradigmers manifestationer i andre landes litteraturcurricula kan overføres til forståelser af væsentlige områder af dansk litteraturdidaktisk praksis og dermed være med til at besvare mine forskningsspørgsmål. I mine analyser har jeg undersøgt, hvilke tegn på påvirkning fra litteraturdidaktiske paradigmer der optræder i studiets læremidler, undervisningspraksisser og i lærernes fagdidaktiske refleksioner. Inspireret af Gee (2011) og Hetmar (2019) har jeg desuden inddraget diskursanalyse for at kunne fremanalysere det empiriske materiales referencer til forskellige betydningskontekster. Til dette inddrages Hetmars begreber om diskurstråde. Jeg har således ved kombination af paradigmetænkning og diskursanalyse fremanalyseret litteraturdidaktiske diskurser i studiets empiriske materiale. Centralt i studiet er didaktiske læremidler, som jeg forstår som pædagogisk designede undervisnings- og læringssystemer, der er produceret med en læringsmæssig intention (Hansen, 2010). Efter et mindre pilotstudie er det endelige studie formuleret som et multiple casestudie. Studiets design har muliggjort en undersøgende tilgang til praksis. Det har således været målet at opnå viden om undervisning, der ligger tæt på normal praksis. I studiet defineres en case som en lærers forståelse af og undervisning med et forløb fra et selvvalgt litteraturlæremiddel. Det empiriske materiale udgøres af semistrukturerede interviews, klasserumsobservationer og dokumentanalyser af de anvendte læremidler. Hver lærer formulerer sig i studiet om sine læremiddelforståelser ved to interviews. Interviewene er placeret før og efter klasserumsobservationerne. Det første interview omhandler lærerens forståelser af læremidlets implicitte didaktik og generelle forståelser af didaktiske aspekter. Ved andet interview præsenteres læreren for mine fortolkninger af sekvenser fra den observerede undervisning. Målet hermed har været at foretage valideringer af mine fortolkninger af lærerens redidaktiseringsstrategier med læremidlet. Ved udvælgelsen af lærere til studiet har jeg, med referencer til beslægtede studier på området, lagt vægt på forskellighed med hensyn til faglig profil og geografisk spredning. Lærerne er ansat på tre forskellige skoler i byer af forskellig størrelse. Jeg har bestræbt mig på at udføre hver enkelt casestudie så systematisk og ensartet som muligt med det mål at kunne sammenligne de deltagende læreres forståelser og undervisningsstrategier på tværs af cases. Første trin har været at fremanalysere de litteraturdidaktiske diskurser, som læremidlet repræsenterer. Eftersom de fire lærere i studiet valgte at undervise med forskellige dele af det samme læremiddel, er en del af læremiddelanalysen identisk for de fire cases. I alle fire cases har jeg suppleret med analyser af konkret anvendte dele af læremidlet. Fundene ved læremiddelanalyserne har dannet udgangspunkt for besvarelse af det første forskningsspørgsmål. Det empiriske materiale fra klasserumsobservationer og lærerinterviews er analyseret med det samme begrebsapparat, som anvendes ved læremiddelanalyserne. Resultaterne af læremiddelanalysen er tillige udgangspunkt for besvarelse af de to øvrige forskningsspørgsmål, idet jeg har foretaget sammenligninger af diskurserne, som de fremtræder i materialet. Det første hovedfund er, at det anvendte læremiddel kan karakteriseres ved en diskurs med tydelige tegn på påvirkning fra dele af det lingvistiske og det utilitaristiske didaktiske paradigme. Der ses endvidere tegn på påvirkning fra det personlige paradigme. Analyser af undervisningsdiskurser i de fire cases besvarer studiets andet forskningsspørgsmål. Det andet hovedfund er, at undervisningsdiskursen med læremidlet er domineret af tegn på påvirkning fra dele af det lingvistiske og det utilitaristiske paradigme, og således bekræfter undervisningsdiskursen læremiddeldiskursen på centrale områder. Det tredje hovedfund vedrører de deltagende læreres forståelser af læremidlerne. En generel tendens er, at de fire lærere forstår og er positive over for læremiddeldiskursen. De observerede redidaktiseringsstrategier identificerede alle fire som strategier til at understøtte læremiddeldiskursen. Endvidere finder jeg, at to af lærerne formulerer egne faglige litteraturdidaktiske positioner forskellige fra den diskurs, som fremkom ved mine læremiddelanalyser. Imidlertid finder jeg også, at lærerne ikke selv ser denne diskrepans og diskurs i deres undervisning, som ligger tæt på læremiddeldiskursen. Desuden finder jeg, at der på tværs af de fire cases er en tendens til, at lærerne forstår redidaktiseringsstrategier i et kvantitativt perspektiv og derved som et spørgsmål om, hvor mange af læremidlets tekster og opgaver der inddrages i undervisningen. Studiets fund peger samlet set på, at når lærerne underviser med et selvvalgt litteraturlæremiddel, vælger de i høj grad læremiddelstyrede undervisningsstrategier. Modsat flere beslægtede studier peger dette studies fund således på, at læreres undervisningserfaring, uddannelsesbaggrund og egen faglige position kun har perifer betydning for, hvordan deres undervisning med læremidlet udfolder sig. Studiets fund fører til konklusioner og diskussion om status på danskfagets litteraturundervisning og litteraturlæremidler, og afhandlingen afsluttes ved, at der peges på fagdidaktiske perspektiver og relevant videre forskning. Perspektiver på litteraturundervisningens potentialer og status i et demokratisk perspektiv berøres (Langer, 2011; Nussbaum, 1998; Skyggebjerg & Oksbjerg, 2020). Der peges på behov for, at fagdidaktisk udvikling knyttes tæt til udvikling af fagdidaktiske læremidler. Ligeledes peges på, at behovet for faglig debat og udvikling, som studiets fund rejser, har mange interessenter. Endelig fremhæves, at et forskningsmæssigt fokus på andre didaktiske litteraturlæremidler kunne være med til at kvalificere studiets fund. Sammenlignende fagdidaktiske læremiddelstudier i skolens fagrække, hvor læringssyn og visioner for elevernes udvikling undersøges, kunne være relevante områder at afdække. Elevers læringsudbytte i undervisning med didaktiske litteraturlæremidler er ligeledes et centralt, men forskningsmæssigt underbelyst område. Afslutningsvis tydeliggøres potentialet for indlejring i international forskning.
