Artiklen beskriver forfatternes egne erfaringer med udviklingslaboratorier som metode til kompetenceudvikling af undervisere på læreruddannelsen i teknologiforståelse som delfaglighed i undervisningsfaget dansk og grundfaget pædagogik og lærerfaglighed (PL). Indledningsvis redegøres for teori om udviklingslaboratorier og teknologiforståelse, hvorefter forfatterne redegør for egne ‘didaktiske refleksioner’ over to af de afholdte udviklingslaboratorier. Afslutningsvis diskuteres sigtelinjer for det gode udviklingslaboratorie i en kompetenceudviklingssammenhæng. Artiklens to refleksioner fremhæver især, hvordan udviklingslaboratoriet kan åbne udviklingsrum i veletablerede fag og fagligheder, hvordan de afhænger af deltagernes kompetencer og motivation til at foretage konkrete eksperimenter og ikke mindst hvordan laboratorier kan fremme fagmøder og meningsskabelse mellem de mange fag og fagområder, der er impliceret i teknologiforståelse i dansk og PL.

Denne artikel undersøger politiske og teoretiske muligheder for at udvikle en hybrid teknologiforståelsesfaglighed, hvilket vil sige en faglighed, der ikke baserer sig på et modsætningsforhold mellem mennesker og teknologier, subjekter og objekter eller kulturer og naturer, men derimod omfavner disse fænomener som sammenblandede og hybride. Artiklen indleder med at sammenfatte forskning i hybriditet fra Science and Technology studies (STS) med særlig fokus på Bruno Latours filosofi og begrebssæt i værket Vi har aldrig været moderne. Herefter analyseres forholdet mellem mennesker og teknologier i det retningsgivende politiske arbejde omkring teknologiforståelse for at identificere muligheder for hybrid teknologiforståelse. Og endelig diskuterer artiklen hvordan STS-begreberne om netværk, translation, matters of concern og performativitet kan informere en videreudvikling af de eksisterende kompetenceområder fra forsøgsfaget til i højere grad at omfavne teknologier, mennesker og samfund som hybride fænomener.