Indholdet i skolens fag har altid været genstand for diskussioner om, hvordan sammenspillet mellem skolefag og videnskab kan og bør tage sig ud. I sin aktuelle form står teknologiforståelse på skuldrene af datalogi og design. Disse leverer vigtige inputs til faget men involverer ofte et målrettet fokus på digitale færdigheder og designprocesser, der fører til digitale løsninger på komplekse problemer. Vi argumenterer for, at STS-feltet (Science and Technology Studies) kan bidrage til en nuanceret teknologiforståelse, hvor digital myndiggørelse bliver et spørgsmål om at kunne bedrive teknologikritik. Denne evne kræver et begrebsligt udgangspunkt, og her byder STS sig til. Vi præsenterer tre begreber fra forskellige STS-positioner: mediering, teknologisk intentionalitet, og sociotekniske imaginationer. Først præsenterer vi begreberne – dernæst diskuterer vi, hvordan de kan danne udgangspunkt for en didaktik, der kvalificerer teknologikritikken i den digitale myndiggørelse.

The aim of this article is to illustrate how visions of the future—sociotechnical imaginaries— mediate and thus shape sociotechnical practices involving educational robots in a Danish school context. In the analysis I show how imaginaries are manifested both in technological artefacts, teachers’ discourse and in policy documents from political bodies such as the OECD and the Danish Agency for Digitisation (DIGST). To show this manifestation, I apply two concepts: The Science and Technology Studies (STS) concept of ‘sociotechnical imaginaries’ as formulated by Sheila Jasanoff (2015) and the concept of ‘mediation’ known from postphenomenological tradition. I develop an analytical framework based on these two concepts and coin a third — ‘symbolic mediation’ — to present and analyse a case study based on an ethnographic field study that included semi-structured interviews conducted in a Danish school setting. The case study shows how the use of the robot NAO—an educational technology—is driven by two related imaginaries that both serve as arguments for implementing and using the robot—the imaginary of the digital future and the imaginary of educational optimization.

No abstract

I artiklen beskrives og analyseres, hvordan kompetenceudvikling af undervisere i teknologiforståelse på læreruddannelsen har fundet sted gennem anvendelse af et laboratorieformat. Indholdsmæssigt har kompetenceudviklingen skullet favne en teknologisk, en fag-faglig og en almendidaktisk indholdsdimension. I projektet har man taget udgangspunkt i udviklingslaboratoriet som et sted, der er afgrænset fra den almindelige verden, hvor deltagerne kan stille nye typer af spørgsmål gennem et praktisk arbejde med undersøgelser og eksperimenter, og hvor formatet potentielt kan transformere undervisningspraksis, idet der er åbne rammer for at eksperimentere. Det undersøges, hvordan deltagerne omsætter laboratorieformatet i praksis. Den indledende tese er, at udviklingslaboratoriet udgør et løst defineret format, der i høj grad formes af både koordinatorer og deltagere. Disse processer analyseres i artiklen som artikulationsarbejde, dvs. koordinerende og strukturerende arbejde, der udføres for at få praksis til at fungere. Med afsæt i observations- og interviewdata undersøges forskellige aktør-perspektiver ifm. udviklingslaboratorierne, og herigennem illustreres en mangfoldighed af perspektiver og oplevelsesarenaer. På baggrund af analyserne konkluderes det, at det er muligt at realisere formatet ift. intentionen, men også at implementeringen af formatet i en mere rutinemæssig form medfører større udfordringer.